Pressemeddelelse om nyt stort område der konverterer til fjernvarme

14. april 2021

Pressemeddelelse, Næstved Fjernvarme, marts 2021

Syv ud af ti skifter til fjernvarme

Næstved Fjernvarme har lige efter påske taget første spadestik i arbejdet med at grave rør ned i området ved Åderupvej og Læsøvej til størstedelen af beboerne.

Næstved Fjernvarme er gået i gang med første del af den planlagte udvidelse af fjernvarmenettet til Åderup og Sydbyen, hvor cirka 1.100 ejendomme nu har mulighed for at få miljøvenlig varme.

Gravearbejdet er begyndt i området ved Læsøvej og på Åderupvej mellem Vadestedet og Ringvejen.

Arbejdet i første etape og de næste etaper ved Åderupvej forventes at være færdige i januar 2022.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at genere trafikken og områdets beboere mindst muligt, siger Jens Andersen, der er direktør for Næstved Fjernvarme.

 

Mange får gavn af arbejdet

- Over 72 procent af områdets beboere har tilmeldt sig fjernvarmen, så det er mange, som får glæde af arbejdet, når det er færdigt, tilføjer han.

Det er dermed mere end syv ud af ti beboere i området, der har valgt at få fjernvarme. Kun én procent har takket nej, og resten har ikke taget stilling endnu.

- Vi opfordrer dem, som ikke har besluttet sig, til at gøre det snart. Vi vil gerne grave fjernvarme ind til så mange som muligt nu, hvor vi alligevel skal i gang. Ved en senere tilmelding, giver det gener for både naboer og trafikken, fordi vi så skal til at grave igen, fortæller Jens Andersen.

Ved hurtig tilmelding gælder tilbuddet om at blive tilsluttet gratis og spare mindst 26.000 kr.

 

Beboere får besked

Beboere i området, der vil blive berørt af gravearbejdet, får besked efterhånden som gravemaskinerne nærmer sig deres adresser.

Mens gravearbejdet står på har Næstved Fjernvarme i samarbejde med sin lokale entreprenør Holbøll A/S  og Rådgivende Ingeniører Lyngkilde A/S etableret en skurby på Morsøvej 3, hvor beboerne kan henvende sig med spørgsmål.

Alle, der er interesseret i at følge med i, hvor der bliver gravet, kan se opdateringer på hjemmesiden naestvedfjernvarme.dk.

 

For yderligere information kontakt:

Jens Andersen, direktør for Næstved Fjernvarme på mobil 4047 3005.