Vi er indstillet til at modtage en pris

18. september 2020

Hurra – vi er blevet indstillet til Fjernvarmeprisen 2020.

Vi er meget stolte, især fordi begrundelsen er, at vi er gode til at skaffe vores kunder billig varme.

Artiklen forklarer, hvad det er vi gør for at skaffe dig billig og grøn fjernvarme.

Næstved Fjernvarme er bl.a. indstillet til Fjernvarmeprisen 2020 for deres strategiske og målrettede indsats omkring brug af data til energioptimering i fjernvarmenettet og hos den enkelte forbruger.

Det har haft en stor positiv effekt både på den grønne-, men også den økonomiske bane hvor varmeprisen de seneste 10 år er faldet med 14 procent.

De har bl.a. indført en motivationstarif, hvor kunder med dårlig afkøling skal betale ekstra for energien. Omvendt bliver det givet rabat til kunder med god energiudnyttelse. Indtægten fra motivationstariffen blev brugt på ansættelse af en energirådgiver, der hjælper forbrugeren til at imødegå problemer med dårlig afkøling, hvilket har skabt økonomisk incitament til at udbedre dårlige fjernvarmeinstallationer.

De har også investeret i et timeaflæst målersystem, der på dagsbasis stiller målerdata til rådighed for kunden til egenkontrol og opfølgning. Det er et helt uundværligt arbejdsredskab til at udføre energioptimering hos den enkelte forbruger.

Næstved Fjernvarme har været på en rejse og udviklet sig fra at være traditionel varmeleverandør til leverandør af komfort. Derudover arbejder de bl.a. aktivt med FN’s Verdensmål i deres strategiarbejde.

Alle medarbejdere hos Næstved Fjernvarme siger tusind tak for indstillingen.

Til artiklen er knyttet et lille filmklip som kun fremkommer hvis man benytter Explorer eller har nogle særlige Cookies-tilladelser, men den kan her ses på Youtube