Varmeprisen stiger ikke så meget

14. december 2022

PRESSEMEDDELELSE

 

Den store prisstigning er aflyst. Prisen stiger dog 120 kr. om måneden.

I september måned udmeldte Næstved Fjernvarme en prisstigning pr. 1. januar 2023 på 32%. Den bliver nu ”kun” på 10%.

For et standardhus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh havde vi i september udmeldt en varmepris på 18.968 kr., den bliver nu kun på 15.838 kr. I dag er varmeprisen 14.382 kr. Det betyder, at varmeprisen stiger med 120 kr. om måneden.

I september var der udmeldt en dyster udsigt om høje gaspriser. Gasprisen er fortsat høj i forhold til tidligere, men den er ikke så høj som forudsat i september, hvilket er årsagen til at prisen kun stiger 120 kr. om måneden.

8% af varmeproduktionen i Næstved består af naturgas. Selvom andelen af gas er forholdsvis lille har den voldsomme stigning i gasprisen dog i sidste ende den betydning, at den samlede varmepris stiger med 120 kr. om måneden.

”Det er aldrig sjovt at udmelde prisstigning til vores kunder. I den givne situation er jeg dog glad for at stigningen ikke bliver så høj som først antaget og dernæst at prisstigningen kun udgør 120 kr. om måneden” udtaler bestyrelsesformand Kristoffer Petersen og fortsætter ”I forhold til de prisstigninger vi i øvrigt ser på energi må det siges, at vores prisstigning trods alt er i den lave ende.”

Prisstigningen indeholder også en stigning i målerbidraget på 62,50 kr. årligt, som følge af ny lovgivning, hvor vi er blevet pålagt at udsende en opgørelse over kundernes energiforbrug 7 gange om året.

”Folketinget har pålagt os at udsende en opgørelse over kundernes forbrug 7 gange om året. Det giver os en større omkostning til porto. Den omkostning opkræver vi nu hos kunderne. I min optik er det spild af penge. Alle vores kunder har på daglig basis adgang til alle deres forbrugsdata på vores hjemmeside eller i en app. At vi derudover skal sende et fysisk brev 7 gange om året, virker meget uhensigtsmæssigt og unødvendigt. Ved enhver given lejlighed opfordrer vi vores kunder til at tilmelde sig eBoks eller oplyse os deres mail og mobilnr. så vi kan sende oplysningerne den vej og derved spare omkostninger” siger bestyrelsesformand Kristoffer Petersen.

Faktaboks: priser pr. 1. januar 2023 for ejendomme under 300 m2: forbrug, 0,649 kr./kWh, fast pris, 27,25 kr./m2, målerbidrag, 543,75 kr./måler.

Det fulde tarifblad fremgår af vores hjemmeside https://www.naestvedfjernvarme.dk/priser/priser/tariffer/

Yderligere information: Bestyrelsesformand Kristoffer Petersen
mobil 6080 9125