Mindeord - Lindy Nymark Christensen
Det er med stor sorg, vi har modtaget beskeden om, at Lindy Nymark Christensen ikke længere er iblandt os.
Vi lærte Lindy at kende i 2011, hvor han – efter en dramatisk generalforsamling – blev valgt som formand for Næstved Fjernvarme. Han satte sig resolut for bordenden, og under hans ledelse blev der lagt en ny kurs for selskabet. Lindy introducerede som en af de første i branchen principperne for god selskabsledelse og satte med det samme retning og rammer for en mere professionel drift.
Han udførte sit hverv med stor ildhu og en stærk følelse af ansvar over for både andelshavere og medarbejdere. Lindy havde en ægte interesse i sine medmenneskers trivsel og var altid opmærksom på, hvordan medarbejderne havde det – både fagligt og menneskeligt.
Han var velforberedt, nysgerrig og engageret, og han satte en ære i at være vidende. Lindy deltog utrætteligt i faglige konferencer og gik ikke af vejen for personlige møder med hele tre energiministre – altid for at tale fjernvarmekundernes sag. Han levede og åndede for fællesskabet og for udviklingen af fjernvarmen.
Lindy var kompromisløs og talte altid ærligt og direkte. Når først en beslutning var truffet, kunne vi altid regne med hans loyale opbakning – både i ord og handling. Han var en tydelig leder, der gav organisationen retning og identitet. Et særligt billede, han ofte brugte, var Mercedes-stjernen med ordene "Betydning", "Troværdighed" og "Omdømme" – værdier, han selv efterlevede til fulde.
Som direktør havde jeg i Lindy en stærk sparringspartner. Han stod altid til rådighed, og han mødte enhver udfordring med både skarpe analyser og personlig integritet.
Lindy var en hædersmand – arbejdsom, ordholdende og med en urokkelig retskaffenhed.
Han vil blive dybt savnet.
Æret være hans minde.
På vegne af Næstved Fjernvarmes personale
Jens Andersen
Direktør