Udluftning

Vi trives bedst i frisk luft. Stillestående luft i boligen optager bl.a. fugt og bliver iltfattig, og med højere koncentration af fugt i luften har rummet sværere ved at optage energien fra radiator anlægget.

Luft derfor ud flere gange om dagen. I forbindelse med madlavning og bad kan en ekstra udluftning anbefales.

Den bedste måde at lufte ud på er at skabe gennemtræk 5-10 minutter. Det giver den ønskede luftfornyelse, uden at vægge og møbler afkøles. Luftventiler eller et vindue stående på klem giver ikke tilstrækkelig udluftning.

Er radiatorerne med termostatventiler, så husk at lukke termostaterne mens du lufter ud. Den friske luft, der kommer ind, er ofte koldere end luften i rummet. Det vil termostaten registrere som et tegn på, at der skal skrues op for varmen, den åbner derfor helt op for ventilen, og du vil derved få et unødvendigt højt energiforbrug i udluftningsperioden. Der er ingen grund til at fyre for gråspurvene, så derfor - endnu engang, luk for alle ventiler imens der luftes ud. Når udluftningen er færdig, genindstilles ALLE radiatorer til samme indstilling som inden udluftning.

Undgå derfor også at lade vinduer stå på klem i længere tid ad gangen, samtidig med at radiatorer er åbne.