Fugt

Du kan begrænse fugtproblemer ved at sørge for, at temperaturen aldrig kommer under 15°C. Samtidig skal der være daglig udluftning i rummet cirka 5-10 minutter, med fuldt gennemtræk.

Hvis der kommer dug i hjørnerne af termoruder, er det et tegn på, at der er for fugtigt i rummet, hvis dette er tilfældet, kan det anbefales at få monteret udluftningsventiler i vinduesrammerne.

Undlad at stille møbler med store flader (f.eks. et skab eller sofa mm.) helt op ad kolde ydervægge. Det forårsager ofte fugtproblemer, som senere hen kan skabe skimmelsvamp og derved give dårligere komfort.

Det er også en god idé at sikre sig, at der er aftræk eller udsugning i køkken og badeværelse. Det er samtidig en god idé at holde øje med om ventilatorer er tilstoppet, da dette giver dårligere luftskifte, og samtidig giver en tilstoppet ventilator en merudgift på op til 50% i strømforbrug til ventilatoren.

Endelig kan det anbefales at lufte ud en ekstra gang i opholds- og soverum, hvis der ikke er monteret udluftningsventiler. Mennesket afgiver nemlig ca. to liter vand i døgnet.